Nedenstående er afskrift af håndskrevet dokument. Beretningen er skrevet i 1976 efter oplysninger fra ældre beboere i sognet. Omskrevet og suppleret op i 1993. Skrevet af Anne Lise Isaksen.

Livet omkring Aarslev Station

Landsbyen Aarslev fik større forbindelse til omverdenen, da Sydfynske Jernbane 12. juli 1876 åbnede banen mellem Odense og Svendborg.
Stationen skulle oprindelig have ligget i Sdr. Højrup. På den måde kunne banen føres igennem Aarslev i en lige linje fra Højby. Den plan satte ejeren af Aarslevgården, Rasmus Madsen, sig imod. Hans marker skulle under ingen omstændigheder deles af en jernbane. Andre jordejere måtte så bøje sig for en anden plan.
Hvor banen krydser Gl. Byvej opstod nye problemer, for her skulle bygges en vejtunnel, d.v.s. at vejen skulle føres under banen, og det ville ingen være med til, for hvem i alverden kunne føre et hestekøretøj igennem sådan én, uden at hesten blev panikslagen. I stedet for tunnelen blev der her en almindelig overskæring med bomme. Vindinge å, der løber på tværs under banen, kunne fortsætte sit løb ved en mindre regulering, under et smukt brobyggeri.
Ved den endelige plan kom banen mod nord-vest til at krydse den dengang grusede landevej Svendborg-Odense, her blev der sat et led op, som blev betjent fra et vogterhus.
Ganske vist blev stationen anbragt ca. 1/2 km. fra den gamle bydel, men det blev dog nemmere at få varer fra Odense, end det før havde været, hvor man selv måtte hente dem med hest og vogn.
Den første stationsforstander hed Thiesen. Han kom fra Vamdrup og var på stationen indtil 1912, hvor han fyldte 70 år. Han var afholdt af nogle – men respekteret af mange. Det fortælles, at da Thiesen havde 25 års jubilæum, fik han et sølvbæger med 700 kr. i guldpenge af Aarslevs beboere. Det sagde han tak for ved at bespise ca. 800 mennesker ved en fest på Møllerhøjen.
De første år var der på stationen fremmed hjælp udefra, men senere blev Hans Jacobsen portør. Han var ældste søn fra Ringstedgård. Hans kone, Bine, gjorde rent på stationen til en løn af 25 kr. om måneden. Hans portør fik 125 kr. i Thiesens tid. Fru Thiesen kom fra øen Endelave, så det var ikke mærkeligt, at dennes lillesøster, Emma Jensen, blev gift med købmand Mathiesen på den anden side af vejen.
Bommene ved Gl. Byvej blev betjent fra Vogterhuset, mens bommene ved Overvejen blev betjent fra stationen, hvor der også var et signalhus til skiftning af spor.
Ved griserampen, der lå langs sidesporet, blev der modtaget grise, der skulle til slagteriet – det foregik en gang om ugen. Grisene blev ført ind i et vejehus, derfra igennem rampen og op i en banevogn. Leverandørerne fik med det samme udbetalt et à conto beløb, og Thiesen ville selv foretage vejningen, for det gav ham nemlig 10 øre pr. gris. Nogle landmænd syntes, det var unødvendigt at veje grisene – det havde de jo gjort derhjemme. Det kunne af og til give lidt uoverensstemmelse.
Op ad pakhusmuren stod der i en årrække en stak fiskekasser. Her hentede fiskehandler Laurits Wiksø sine forsyninger og kørte med sin lille hest og vogn rundt i Aarslev, Sdr. Nærå og Sdr. Højrup. I snevejr foregik det med hest og slæde.
Overfor stationsbygningen lå dengang et lille hus, der indeholdt redskabsrum, pissoir og brændeovn. Brændet var affaldstræ fra Maskinsnedkeriet, der mest bestod af hæle til både høje og lave sko.
Aarslev havde et ret stort postdistrikt. En af postene, Hans Hansen fra Overvejen, begyndte som post i 1898. I hans papirer stod: “Ansat post til fods.” D.v.s. han skulle spadsere til Fangel, herfra til Nr. Søby og tilbage til Aarslev. I Dømmestrup var der syv husstande om én avis, så posten skulle ikke besøge hvert hus. I 1916 kom Fangelbanen, og det lettede postruten.
Da forstander Sejersen 1912 afløste Thiesen, steg pludselig Hans portørs løn til 150 kr. Det mente Hans portør måtte være en fejl, men han skulle blot kvittere for beløbet. Det havde han aldrig gjort før. Bine døde ca. 1919 og Hans portør holdt ret hurtigt derefter op på stationen. Han fik en pension på 20 kr.
I stedet blev Anders Peder Hansen ansat i 1920, han var søn af posten på Overvejen.
Der var næsten ingen grænser for, hvad der kunne transporteres med godstoget. En sjov hændelse var, da der for mange år siden kom besked fra Torpegård til købmandsgården om at sprede korn eller majs på banepladsen over til gårdspladsen, for der var kommet en vognladning gæs med toget, der hurtigt skulle lukkes ud. Senere ville der komme en hestevogn og hente dyrene. Hestevognen blev fyldt op med korn, og en mand på ladet strøede korn – alt imens gæssene ædende og vraltende pænt fulgte efter til Torpegård.
I ærte- og roesæsonen var der især travlhed ved banen. Ærtehøsten stod kun på i en kort periode. Købmanden havde tegnet kontrakten med landmændene for konservesfabrikken Beauvais, og derfor var det også ham, der skulle modtage, veje og læsse ærterne, når de ankom i sække til banen efter dagens plukning. Det foregik tidligt på aftenen. Ærterne skulle med sidste godstog til Odense.
Roesæsonen strakte sig over en længere periode i efterårsmånederne. Landmændene læssede selv roerne af deres hestetrukne kassevogne over i åbne banevogne for at blive videretransporteret til Odense Sukkerkogeri. Ikke nok med at roerne skulle afleveres, men senere kom affaldet retur, hvor det så skulle hentes og køres hjem på gården og opbevares i roekulen. Senere kom traktoren til, og efterhånden sørgede lastbiler for direkte transport til Sukkerkogeriet.
Under krigen var der stor transport med tørv f.eks. fra Blåhøj og brunkul fra lejerne i Jylland. Forhandlerne kørte direkte fra banen og ud til forbrugerne med lastbiler, nogle med gasgenerator.
En trist togtransport, der gjorde indtryk på os, der færdedes ved banen var, da der i maj 1945 ankom tyske flygtninge i godsvogne til stationen. De blev indkvarteret i Forsamlings- og Missionshuset. Flygtningene rejste videre til andre lejre i februar 1946.
Jernbanen satte sit præg på landsbyen. Erhvervslivet udviklede sig. De første virksomheder var Maskinsnedkeriet, der blev grundlagt 1878 af Rasmus Nielsen.
Aarslev Kalkbrænderi kom til, startet af Hans Frandsen. Brænderiet blev bygget tæt ved banen, så det var let at læsse kalken af. Den kom fra Faxe kalkbrud. Den gamle bygning ligger her endnu.
Købmandsgården fra ca. 1875-76 med gæstgiveri og opstaldning af heste for de rejsende togpassagerer. Efterhånden kom også andre erhverv til.
Med tiden øgedes også trafikken på landevejen Svendborg-Odense. Vejen blev reguleret udenom den vestlige bydel, den blev asfalteret og blev til hovedvej 9.
Samtidig blev det nødvendigt at bygge en viadukt mod nordvest, istedet for det gamle led. Arbejdet påbegyndtes 1933, og i foråret 1934 blev den indviet. Det var netop på en konfirmationssøndag, hvor der var mange med toget, at to tog kolliderede i Ringe. Mange kom til skade, og ambulancerne for hen over den ny viadukt, hvor mange fra Aarslev netop den dag havde lagt søndagsturen.
Under krigen skete der flere sabotagehandlinger på banen, dog aldrig med alvorlige følger. Et stykke togskinne fløj der dog over taget på købmandsgården og ramte gavlen på et baghus. Her stod netop sabotøren i ly for at afvente sprængningen.
Sydfynske Jernbane blev en af landets største private jerbaneforvaltninger med byggeri af egne damplokomotiver. Den første motorvogn i Danmark kørte på sydfynske bane. Uheldigvis brændte den ved Korinth station, mens togpersonalet spiste frokost.
I 1934 blev overskæringen ved Gl. Byvej ubevogtet, her blev opsat blinklys, men først i 1950, efter at DSB havde overtaget jernbanen i 1949 blev bommene udskiftet med blinklys ved Overvejen. Efter flere uheld blev der i 1989 opsat halvbomme ved begge overskæringer.
De mange små skure, der før hørte til stationen, havde ikke mere nogen funktion. Nyt byggeri kom til og det hele blev samlet under et tag. Kontor og postafdeling er moderniseret i takt med tiden.
Personvognene er forbedret fra de dengang kolde kupéer med træbænke – dog var der plydsbænke i 1. klasses kupéerne – til de komfortable vogne, vi sidder i idag.
Titlen stationsforstander blev erstattet med stationsmester, da DSB overtog banen. Kontoret har kun ekspedition den halve dag, togene kører hver time uden betjening fra stationen. Automatikken har gjort sit indtog.

Bilag:
En svigersøn af forstander Thiesen var forfatteren Holger Rosenberg, han var som ung journalist i Svendborg, men rejste senere verden rundt og skildrede sine oplevelser i “Familie Journalen”. Han skrev blandt mange andre i bogen “Det ny Sibirien”. Ligeledes rejste han rundt i landet og holdt foredrag, bl.a. også i Aarslev forsamlingshus.

A. Isaksen
1976