Det står noteret i håndskrift, at “nedenstående er skrevet af en klasse fra Bøgehøjskolen”. Intet årstal.

Galtepølen

I Kirstinebjerggyden lå en stor offentlig branddam kaldet Galtepølen. Galtepølen blev senere, da der kom kommunalt vandværk med brandopstandere, solgt til de tilgrænsende ejendomme og opfyldt.
I eftersommeren 1909 kom vor nabo, boelsmand Kr. P. Krestiansen, der på det tidspunkt var brandfoged og sagde, at han havde fået besked om, at Galtepølen skulle renses op, hele hans distrikt, Kirstinebjerggyden og Lumbygyden, skulle møde. Gårdmændene skulle møde med mand og et spand heste og vogn, husmændene med en mand og en skovl. Nu skal vi se om de møder, sagde han, ellers skal arbejdet udføres på kommunens bekostning. Min broder, Rasmus, var den sommer soldat, jeg var 17 år dengang og var hjemme, så jeg skulle afsted og skulle møde kl. 9.
Det var et dejligt sommervejr den dag, og de fleste var vist mødt – i hvert fald var vi mange. Blandt de mødte husker jeg særlig Vilhelm Rasmussen, kaldet Kejser Vilhelm – eller blot Kejseren. Han var noget af en original og ganske utrøstelig kalveknæet (til den ene side), og det første sted han sled hul på sine bukser var mellem knæene, der var de altid meget faststoppet. Mange historier fortaltes om ham. Naboerne fortalte, at det snart var farligt at bo ved siden af ham. Han har både kanoner og kugler. Hvordan det, spurgte vi. Jo, for når der er røg i køkkenet kalder han sin kone for en sveske kone (hun var svensk født) og sin hest for en gammel kugle.
En gang han havde pølsegilde spillede de kort inde i den fine stue (bindingsværket kunne også ses indvendigt), da der ingen kakkelovn var, lånte han en petroleumsovn, og da han ud på natten kom til at fryse tog han ovnen mellem benene med det resultat, at han brændte hul på bukserne.
Når der var politisk møde i byen, var han altid oppe og tale for kongen og fædrelandet.

En anden original var husmand Carl Christiansen, som boede i et lille hus i Kirstinebjerggyden, en stor kraftig mand med fuldskæg. Han var på det tidspunkt allerede en ældre mand. I sine unge dage havde han fartet en del omkring og kunne fortælle mange mærkelige historier, bl.a. om dengang han var med til at grave ud til de store kloakledninger inde i København. De var så dybt nede i jorden, at de kunne høre, at de spillede i Paris!
Han kunne også “slå på ben”. Det var to bestemte stykker kødben. Han holdt dem mellem fingrene i højre hånd (med langfingeren imellem). Når der var høstgilde med dans, stod han gerne oppe ved musikken og slog takt eller formentlig triller med benene.
Mors Niels skal også lige omtales. Han var dengang 25-30 år og var bestyrer på sin moders ejendom, den ligger som den sidste i Lumbygyden mod Nr. Lyndelse sogn. Hans moder var noget for sig, engang jeg kom forbi hjem fra skole, stod hun ude i forstuen og tudbrølede. Grunden var, at mælkekusken endnu ikke var kommet, og hun var bange for at han var kørt galt og havde spildt al hendes gode mælk.
Niels var flittig husflidsmand og lavede alt muligt. Engang lavede han en cykel af to gamle vognhjul. Da han boede overfor en bakke, gik udturen meget let, hvorimod hjemturen gik knap så let, da han jo måtte trække den tilbage. Engang lavede han en kraftig sprøjte, og en dag da hans moder stod og vendte ryggen til – hun var ved at vaske spande og havde i den anledning skørterne højt oppe – fik hun en kold stråle på det sted, der på det tidspunkt var højst oppe. Det var dog et græmme vræl, hun gav – som Ole mælkekusk sagde.

Efter en tids snak frem og tilbage fik vi endelig begyndt, først blev der sat dæmninger op og gravet render. Så begyndte vi at øse vandet op med skuffer og skovle, til middag var vandet væk. Der blev sat 3 stykker af, og vi blev inddelt i 3 hold. Nu blev der fart på, ikke tale om at vi ville hjælpe de andre, hvis vi blev først færdige. Der var et ordentlig lag dynd – henimod en meter – det blev kørt op på pladsen ved dammen.
Da vi kom ud i det dybe lag dynd, var der en, der “kom til at skubbe” mors Niels baglæns ud i dyndet. Han blev gal og skældte ud, vi fik det værste skrabet af ham, og han måtte trække strømperne af, skylle dem i vandpytterne og hænge dem til tørre i et træ. Imidlertid var hans træsko forsvundet, og han måtte gå barbenet resten af dagen. Poul Harald Jørgensen råbte til Niels, da han stod og vred vandet af strømperne: Du kan ikke komme hjem til mor med våde strømper, så først må du have dem tørret.”

Kejser Vilhelm blev fritaget for at arbejde imod, at han skulle hente øl hos Kristian købmand. Han hentede sin hest og vogn, og han måtte afsted adskillige gange. Imellemtiden fik han lov til at tøjre hesten på Niels Højsmarks græsmark, hvilket han og hesten var meget glad ved.
Omsider blev vi færdige, arbejdet blev kun afbrudt, når Kejser Vilhelm kom med ølvognen. Til slut skulle der være auktion på fiskene og dyndet. Fiskene var opsamlet i et kar med vand. Pengene der kom ind skulle omsættes i øl og vin m.m.
Kejser Vilhelm skulle være auktionarius og han oplæste med højtidelig røst. Betingelserne: alt skulle betales kontant, fiskene skulle aftages med det samme. Dyndet vistnok i løbet af en måned. Auktionen begyndte, først fiskene, det var pr. 5 stk. for at blive hurtigt færdig. Budene faldt livlig, og hver gang Kejser Vilhelms navn faldt på kanten af karret, var der en der fiskede 5 fisk op og indleverede til køberen, der måtte tage dem i hatte eller huer. Der havde nær aldrig blevet udsolgt, Niels skomager (senere landpost) havde fået hatten fuld af karusser, og da Kejser Vilhelm et øjeblik vendte ryggen til, lod han dem glide ud i karret igen. Hvorfor gør du det, spurgte jeg. Jo, sagde han, det giver flere penge i kassen, og så gik der sport i det, og flere fulgte efter. Til sidste måtte der passes på, at fiskene ikke kom igen.
Så skulle dyndet sælges. Det blev opdelt i rytter afmærket med afbrækkede grene. Det blev rost i høje toner, af dem som ikke havde brug for det, som gevaldig god gødning. De nærmest boende, som egentlig nok ville have dyndet, mente ikke det var ret meget værd, men til sidst blev det da solgt.
Til sidst blev et par så godt som nye træsko råbt op. Men Niels kom farende og råbte, det er mine, men det hjalp ikke. De blev solgt med den begrundelse, at de var fundet ude midt i dammen, og at det, der var dér, var fælleseje. Der var ikke noget at gøre – han måtte betale for at få dem udleveret.
Hvor mange penge der kom ind, husker jeg ikke, men Kejser Vilhelm måtte afsted igen. Denne gang havde han Kristian købmand med, som medførte et større udvalg af spiritus, så enhver kunne købe, hvad de ville, hvis pengene fra auktionen ikke slog til.
Så satte de sig i en lang række ved vejkanten, og så blev der skålet og drukket tæt. Gamle Karl Christian fortalte historier, men afslog at drikke. Jeg har før i tiden ikke sagt nej, men nu kan jeg ikke mere, sagde han.
Kejseren sang sømandsviser, noget med “krus og kaptajn fuld af lus”, og når han ikke kunne huske teksten, lukkede han det ene øje og stirrede med det andet op i trætoppene, og så fortsatte han.
Det var bleven aften, og jeg gik hjem. Længe efter kunne jeg høre, hvordan de sang dernede. Det var samtaleemne flere år efter.