Sivkjærgård, Gl. Byvej 35, Årslev

Nedenstående er afskrift af håndskrevet dokument fra 1978. Dokumentet kan ses ved henvendelse til Lokalhistorisk arkiv for Sdr. Nærå og Årslev Sogne. Herudover er tilføjet oplysninger om ejerskab efter 1958.

Sivkjærgård, Gl. Byvej 35, Aarslev

Gl. Hans Rasmussen, fæster før udskiftningen
Christen Hansen, fæster i 1844 – eller ejer
Knud Hansen
Rasmus Hansen
Christian Hansen, ca. 1928

Gården var i sin tid fæste under Odense professorat. Rasmus Hansen købte gården sidste i 1880erne af Knud Hansen Knudsminde. Rasmus H. var født på Hesselby og blev gift med Rasmine Christiansen fra Bækkelundgård. Gården ligger midt i gamle Aarslev med jorde liggende ned langs banen.
I mere end 25 år var Rasmus H. sognerådsformand og i 33 år formand for mejeriet Engholm i Sdr. Nærå. Var ligeledes med til at Missionshuset blev opført i 1909.
Det meget gamle stuehus blev ombygget i 1909 og udgifterne beløb sig til 3300 kr.
En søn, Kristian f. 1890, førte gården videre efter faderens død i 1928.
I marts 1929 nedbrændte gårdens længer, da der opstod kortslutning. Længerne blev opført igen men blev nu placeret nord for stuehuset, og gadekæret der lå helt op til vejen blev fyldt op. Når gadekæret var frosset til, fik mælkemanden isblokke herfra.

Kristian Hansen var i mange år organist ved Aarslev kirke, men afløste undertiden også organisten i Valgmenighedskirken i Sdr. Nærå og ved sådan en lejlighed var det naturligt, at han slog følgeskab med bødker Mads Rasmussen, Aarslev. De var enige i at følges, når blot de kunne gå i stilhed. Mads Bødker ville have fred til at tænke over prædikenen.
I 30 år førte Kristian H. bibliotekets regnskab.
På grund af alder solgtes gården til dyrlæge Arne Knolds forældre. K. Hansen og hustru købte et hus på Gl.. Byvej nr. 47, her døde K.H. 7. januar 1972 og hustruen i 1979.

Tilføjelse:
Arne Knolds forældre købte gården omkring 1958. Efter de begge var døde, blev gården købt af Bente og Tage Kabel Andersen (lyst 19.11.1981). Efter Tage Kabel Andersens død i slutningen af 2011, blev gården i januar 2013 købt af Xavier Fretté og Trine Jespersen.